I starten af 2024 flyttede min stedfar, Paul, over til min søster på Bornholm. Det betød at huset i Taastrup skulle tømmes. Mine forældre havde rigtigt mange ting som skulle kigges igennem og sorteres. Det brugte jeg hver fredag og lørdag på i første halvår. Men det var også spændende at kigge de gamle ting igennem og få sagt ordentligt farvel til min mor. Nicky og Jack tog sig af det der var gemt på “lager 7b” som Paul altid har kaldt det. Og af det som var udenfor. Huset blev solgt i efteråret og det var dejligt at få det afsluttet.








Henover foråret og sommeren fik vi også gået nogen af vores herregårdsvandreture. Ca, 10 vandreture blev det til i år. Dem kan du læse mere om på vores vandreturs side. Vandring
I maj måned var vi et smut i Basel, Schweiz til Rasmus’ konfirmation. Ceremonien blev holdt af en dansk præst i en kirke i Basel, hvor også nogle andre unge danskere blev konfirmeret. Bagefter var der middag i Betina, Lars Jacob og børnenes hjem i Biningen. Vi overnattede på et hotel nede ved floden i Basel by.








I august var vi på familietur i andelslandsbyen, eller oplevelsescenter Nyvang som det hedder nu, med alle vores børn, svigerbørn og børnebørn. Vi havde lavet nogle blandede hold, der skulle løse opgaver sammen så de kom hele Nyvang rundt. Efter frokost var der “fri leg” så alle kunne se nærmere på det de havde lyst til.



I juni var vi til familiedag med min mors familie. Det var min kusine Winnie der stod for det i år. Men desværre blev det et frygteligt regnvejr. Det var nu godt at se alle igen.






I løbet af året har vi også besøgt og haft besøg af venner og familie. Vi har været på udflugter til København hvor vi så Frihedsmuseet og til Helsingør hvor vi så Museet for søfart. Vi har været på flere ture til Køge og til Holbæk. Og så har vi naturligvis hygget os med vores hund Jeppe.
Vi har også været en tur på Bornholm og besøge Paul. Vi havde lejet en super dejlig feriebolig gennem nogle venner.



Vi har også oplevet nogle lidt mere kedelige ting i år. I april kørte en ung mand ned i grøften ved vores hæk. Heldigvis var der ikke sket ham noget. Men han havde skadet to biler inde hos de polske naboer.
I oktober var der sket en ulykke på Ringstedvej hvor politiet afspærrede hele vejen og i december fik vi pludselig besøg kl. 4 om morgenen af en polak, der skulle hjælpes med ambulance og politi efter han havde været i noget klammeri.



I 2024 købte vi ny bil. Ed Kuga kalder vi den. Det er en Ford Kuga hvor nummerpladen starter med Ed. Fantastisk bil som vi er meget glade for. Det er en høj bil, så den er nem at komme ind og ud af.
Steen har bygget overdækning på halvdelen af terrassen, så vi kan sidde derude selvom vejret ikke er helt fint. Vi har stadig halvdelen af terrassen ude i solen.
Steen har haft arbejde på et genbrugslager det meste af året. Men er desværre blevet ramt af nedskæringer. Så nu er han på jagt efter et andet pensionistjob. Merete er stadig i Københavns Kommunes Koncern IT som ESDH konsulent. Men nu i flexjob.


Rigtig glædelig jul og godt nytår til alle vores familiemedlemmer og venner.