Livet på landet

Her ude på landet, hvor jeg bor, har vi alle slags familier. Her er højt til loftet og plads til de fleste.

En af mine naboer her bor i en stor gammel muremestervilla sammen med sine 2 græske gadehunde og alle sine katte. Jeg har ikke tal på hvor mange. Villaen er noget faldefærdig og haven som er en stor gammel villahave er meget forsømt. Men den har sin charme. Græsset for lov at gro og hækken ligeså. Haven er i to niveauer. Tættest på huset er den i niveau med vejen. Der vokser gamle krogede frugttræer og op ad muren vokser der vedbend.  Bagerst mod skoven ligger haven lavt. Her kunne man anlægge den mest fantastiske bålplads. Måske ligger den der allerede.

I indkørslen står der to campingvogne. I den ene bor eksmanden. Han er medejer af huset og råder over garagen. De har det fineste forhold til hinanden og ind i mellem danner de par.

I den anden campingvogn bor datteren. Hun er faktisk flyttet til Amerika, hvor hun er blevet gift. Men hun skal opholde sig i Danmark for at kunne søge om permanent opholdstilladelse. Hun har også to hunde. En mastiff og en mindre hund jeg ikke kan huske racen på.  De har været med i Amerika og retur. Og nu bor de, som før de rejste, med hende i campingvognen. Og snart kommer manden også og skal bo med hende i campingvognen en periode.

Jeg stod og talte med datteren den anden dag. Hendes mindre hund, jeg ikke kan huske racen på, er gode venner med Frodo. Så de skulle lige hilse. Jeg tror han skulle have nogle historier fra den store verden. Pludselig så jeg noget ud af øjenkrogen. Jeg vendte hovedet. Inde i haven gik to heste. Datteren grinte. Hestene er hendes. De er opstaldet hos nogle bekendte. Jeg ved altså ikke om de skal flytte til Amerika også. Men moren havde sukket over den græsplæne, hun burde have slået, så datteren havde hentet hestene hjem et par dage. Hestene havde ikke helt forstået opgaven. De ville hellere klippe hæk end at slå græs.

Se sådan kan man også leve. Herude på landet hvor der er højt til loftet.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.